John Donaldson i Danmark for at støtte Mary
Da kronprinsesse Mary og kronprins Frederik for nylig, som optakt til deres officielle besøg til Australien den 24. oktober, gav et interview hjemme på Amalienborg til Sydney Morning Heralds magasin Good Weekend, blev Mary stillet et spørgsmål, hun ikke kunne svare på.
Den australske journalist Jane Wheatley spurgte kronprinsessen om den rolle hendes far har spillet, siden Mary flyttede til Danmark.
- Noget som gjorde et indtryk på mig, var, da jeg spurgte til Marys far John Donaldson, og hvorfor han boede i Danmark de første år af Marys tid i landet. Jeg spurgte, om den egentlige grund til, at han var der, var for at støtte Mary i hendes første svære tid i landet. Mary tøvede og svarede ikke, fortæller den australske journalist i et videoklip på Sydney Morning Heralds website.
Heldigvis tog kronprins Frederik over og afleverede en slags svar på spørgsmålet.
- Det er jeg sikker på var årsagen. Og sådan ville enhver god far gøre, lød det fra Frederik ifølge journalisten.