Paul Potts: Talentshows er ikke den nemme vej til succes
Både dommere og publikum, der var til stede ved ”Britain’s Got Talent” i 2007, blev særdeles overraskede, da den ukendte mobiltelefonsælger Paul Potts gik på scenen og gav den hele armen med operaklassikeren ”Nessun Dorma” – hans præstation var så fantastisk, at han endte med at vinde konkurrencen.
Nu fortæller han til Ekstra Bladet, at han ikke mener, talentshows automatisk giver succes.
- Talentshows er ikke den nemme vej til succes. Der findes ikke magiske genveje, og faktisk tror jeg ofte, at det er hårdere at klare sig på baggrund af et talentshow end på baggrund af hårdt arbejde med stille og roligt at opbygge en solid følgeskare af fans. Mit bedste råd er, at man skal være tro mod sig selv og ikke lade sig forføre og distrahere af velmenende ’eksperter’ med gode idéer. Man skal for Guds skyld ikke tro på alle de rosende ord, man hører, men derimod fortsætte med at øve sig benhårdt hver eneste dag, siger Paul Potts til avisen.
Hvis du vil se mere til Paul Potts, er der mulighed for det i slutningen af november og starten af december, hvor han er i landet og giver koncerter sammen med Lene Siel.