LIVSSTIL: De bedste tips til at skjule rynkerne
Det er uundgåeligt, at alderen sætter sine spor i ansigtet, men et par simple tricks og huskeregler kan skjule de værste alderstegn. Det siger Ingrid Presttun Eide, der er makeupartist og daglig leder på makeupskolen Art Complexion til norske kk.no.
Det er f.eks. vigtigt at holde sig langt væk fra visse typer af makeup, når de fine linjer i ansigtet begynder at gøre deres indtog.
- Pudder og tung foundation kan sætte sig både i linjerne i ansigtet og de fine dun på huden og fremhæve dem frem for at skjule dem. Det samme gælder produkter med megen shine og glitter, fortæller makeupartisten.
Ingrid Presttun Eide forklarer, at matte og halvmatte produkter ofte fungerer bedst til mere moden hud.
- Men man skal også passe på, det ikke bliver for tørt. En tørt udseende hud får flere fine linjer til at springe frem.
Makeupartisten anbefaler, at man bruger nogle af de nye smarte BB- og CC-cremer, der er kommet på markedet. De plejer huden, giver masser af fugt og er gode til at dække samt jævne hudtonen ud.
Undgå glimmer
Ingrid Presttun Eide understreger også, at man bør undgå produkter, der indeholder for meget glimmer, da de glitrende partikler fremhæver de fine linjer i ansigtet. Dog er det fint at putte lidt på kindben, næseryg og huden lige under øjenbrynet, da det giver lidt ekstra glød til ansigtet.
- Det vil også klæde mange kvinder med lidt let glimmer i øjenkrogen eller på øjenlåget, da det giver en flot, lysende effekt, siger Ingrid Presttun Eide til kk.no.