Lars Ulrich: Jeg beundrer Justin Bieber
Teenage-idolet Justin Biebers tilhængere kaldes "beliebers", og blandt dem tæller man også de tunge heavy metal-drenge i "Metallica". Ekstra Bladet kan i dag citere fra det engelske musikmagasin Q, hvor Metallicas danske trommeslager, Lars Ulrich, ikke sparer på roserne til den unge canadier.
- Er det muligt at have respekt for ham uden at være "belieber"? Jeg synes, knægten er rigtig talentfuld, og det må naturligivs være noget af et "mindfuck" at gå det igennem, som han går igennem i så ung en alder. Så det faktum, at han stadig går ud og gør det, det beundrer jeg, og jeg synes, han er super talentfuld, så jeg er vel en slags belieber, siger Lars Ulrich i interviewet.
Rosen er gengældt. Justin Bieber har tidligere erklæret sig som en stor fan af "Metallica".