Nils Malmros viser sit livs tragedie
Filminstruktøren Nils Malmros inviterer i bogstaveligste forstand publikum ind bag hjemmets fire vægge, når han i sin nye film "Sorg og Glæde" går helt tæt på det, som han selv kalder sit livs tragedie.
Store dele af filmen er optaget hjemme i privaten, hvor hans den gang psykisk syge kone Marianne for tredive år siden dræbte deres ni måneder gamle datter.
Filmen viser også, hvordan Nils og Marianne har fastholdt kærligheden efter den makabre oplevelse.
I filmen spiller Jakob Cedergren den unge filminstruktør, der lader sin psykisk syge kone være alene nogle få timer med datteren, og Helle Fagralid er uhyre stærk i rollen som den uligevægtige mor, mens Malmros har valgt unge Maja Dybbroe til rollen som en af de unge skuespillere i "Kundskabens træ", som han optog den gang tragedien skete.