Dronningens smykker er en formue værd
Når dronning Margrethe en sjælden gang virkelig skal imponere med sine smykker, sender hun bud til skatkamret i kælderen under Rosenborg Slot. Her findes nemlig fire forskellige smykkesæt, der tilsammen udgør den enestående samling af Danmarks Kronjuveler, som begyndte med en håndfuld smaragder fra Christian VIs tid.
Det viser sig nu, at et af de imponerende smykkesæt består af nogle af verdens fineste smaragder og er en formue værd. Et salg ville indbringe kongehuset flere millioner kroner, men dronning Margrethe går nu ikke i salgstanker, selv om det er sjældent, majestæten bruger de værdifulde smykker.
Det er den til hver en tid siddende dronning, der har brugsret til smykkerne, og første gang dronning Margrethe bar det imponerende sæt med de grønne smagrader var til nytårstaflet i 1974. Siden er det kun blevet til endnu engang i anledning af hendes 25-års jubilæum i januar 1997 og sidst til hendes 70-års fødselsdag i april 2010.
I en ny bog af Nina Hald, der er smykkeskribent og forfatter til bogen, ’Smaragder – slebet skønhed’, fortæller dronningen, at det fine sæt med de grønne smagrader er det mindst brugte sæt, fordi det kræver ”noget helt særligt”. I bogen, der udkommer på fredag, fremgår det, at smaragderne med 99,99 procents sikkerhed stammer fra den colombianske mine, Muzo, og derfor kan måle sig med de bedste i verden.
Og der ud over er det også værd at prale af, at de grønne ædelsten har en 275-års kongelig historie bag sig.