Oddset-Janni lykkelig for kærestens opbakning
Mens retssagen mod Janni Pedersen er i fuld gang, kan den tidligere Oddset-pige midt i sine kvaler glæde sig over, at hun har fuld opbakning fra sin nye kæreste, milliardæren Karsen Ree. Han var onsdag med i Østre Landsret for at være ved hendes side, og han tror på hendes uskyld.
Den tidligere reklamemodel er tiltalt for at have narret mere end tre millioner kroner fra en ældre mand, og hun håber at få omstødt dommen fra byretten, hvor hun blev idømt et år og ni måneders fængsel.
Hun er nervøs for dommen, men er lykkelig for Karsten Rees opbakning. Det fortalte hun Ekstra Bladet tidligere i dag.
- Det betyder meget for mig at han er her. Det viser, at han støtter og tror på mig, og at han er ligeglad med, hvad andre tænker. Det er flot, at han stiller op for mig, siger Janni om det helt nye forhold.
Mulig fængsel venter
Oddset-Janni har allerede siddet varetægtsfængslet i fire måneder og skal derfor afsone ti måneder, hvis dommen stadfæstes. Og hun er bevidst om, at en sådan dom vil sætte hendes og Karsten Rees forhold på prøve.
- Det er ikke nemt i et nyt forhold, men kærligheden kan stå gennem alt, siger hun, og igen har hun Karsten Rees fulde støtte.
- Det får ikke konsekvenser, slår milliardæren fast overfor Ekstra Bladet. Han tilføjer, at han ikke er bekymret for, at Janni er ude efter hans formue.