Hertuginde Catherine: Prins George vokser hurtigt
Fire måneder efter hertuginde Catherine og prins William fik deres lille George erkender hertuginden, at der meget hurtigt bliver behov for nyt tøj til den lille.
Og derfor tog hertuginden glad imod en gave, da hun og prins William tirsdag var på velgørenhedsbesøg hos ”Only Connect”, der er en organisation for tidligere straffede.
En tidligere indbrudstyv, der har fået hjælp gennem organisationen og i dag er videre i sit liv, havde en fin babyvest med til prins George. Vesten var den helt rigtige størrelse og havde fået printet foreningens logo samt navnet ”Prins George” på.
Glad for gaven
- Den er jeg glad for, og det bliver prinsen også, sagde hertuginden om vesten, der i en størrelse 3-6 måneder havde den helt perfekte pasform.
- Prins George vokser hurtigt, tilføjede hun med et smil og har dermed erfaret, hvad de fleste forældre erfarer, nemlig at børnene hurtigt bliver store, og at der konstant er behov for tøj i større størrelser.
Under besøget blev det yngste medlem af den kongelige familie efterladt hjemme på Kensington Palace. Det er Catherine og Williams tredje fælles engagement, siden deres søn kom til verden i juli.