Helle Fagralid: En lykke at blive mor
- Den dag jeg blev mor er en hidtil vigtigste dag i mit liv. Jeg oplevede med det samme en helt ny følelse af, at jeg var villig til at gøre ALT for dette lille menneske, som jeg nu havde ansvaret for. Det var et instinkt, en urfølelse, som jeg ikke kendte før, siger Helle Fagralid i et større interview i ALT for damerne. En udtalelse, der står som lidt af en kontrast til den hovedrolle, hun lige nu har i Nils Malmros´ nye film Sorg og glæde.
Her spiller hun Malmros´ kone, der for 29 år siden slog parrets ni måneder gamle datter ihjel i en psykose. En enorm sorg ikke mindst for Malmros´ kone selv, fordi hun netop havde det med sin datter, som HelleFagralid har det med sin søn. ”Hun var det bedste, jeg havde”, siger Helle Fagralid som Malmros´ kone i filmen.
- Min rolle i Nils Malmros' "Sorg og Glæde" var selvfølgelig en kæmpe udfordring, fordi min karakter var kompleks, og filmen bygger på virkelige hændelser, men det føltes samtidig enkelt, som at gå ind i en verden, hvor alt er lagt tilrette for dig, hvor det kun handler om at stille sig til rådighed for teksten og instruktøren, siger Fagralid.
Nils Malmros og hans kone formåede at blive sammen trods deres store tragedie. Formentligt fordi kærligheden for nogens vedkommende overvinder alt. Sådan er det ikke gået Helle Fagralid selv. Sidste år giftede sig med instruktøren Ole Bornedal, efter at være blevet skilt fra den mand, hun har sin søn med. At hun klarede skilsmissen godt, er hun dog meget stolt over og taknemmelig for.
– At gå igennem en skilsmisse og bevare venskabet med min eksmand. At min søns far og jeg i alle de vanskelige situationer og svære følelser fandt en modenhed og et fokus, der handlede om, at vores søn skulle lide mindst muligt. Det er noget det, jeg er allermest stolt over, siger Helle Fagralid, der i interviewet bliver spurgt til flere forskellige højde- og lavpunkter i sit liv.