Erkan Özden tilbage på TV-Avisen
Erkan Özden drog til USA i sommeren 2011 og forlod dermed den profilerede stilling som vært på TV-Avisen.
1. februar er han tilbage som én af de faste værter, skriver DR i en pressemeddelse.
- Erkan Özden er en lysende dygtig journalist, som har enorm erfaring som korrespondent, reporter og studievært. Vi ønsker at sætte Danmarks bedste og mest troværdige hold af nyhedsværter, og Erkan vil danne et stærkt team sammen med Tine Gøtzsche og Klaus Bundgård Povlsen, siger Naja Nielsen, der er tv-chef i DR Nyheder.
Vil give stabil hverdag
35-årige Erkan Özden indledte karrieren i DR som journalistpraktikant på netop TV-Avisen i 2003 og har været USA-korrespondent i to et halvt år.
- Jobbet som korrespondent har ført mig ind i alle kroger og kanter af USA, hvor jeg har mødt alle slags mennesker. Det har været et kæmpe privilegium og givet mig det, vi i branchen kalder for kilometer i benene. Det er blevet til tusindvis. Nu glæder jeg mig til at komme hjem til holdet på TV-Avisen igen, hjem til mine dygtige kolleger og til at få en mere stabil hverdag, hvor jeg kan være sammen med min kone og mine to børn igen, siger Erkan Özden.
Özden afløser Charlotte Beder, der er gået til TV 2 News.
Oliver Routhe Skov overtager Erkan Özdens post som korrespondent i Washington for DR.