30. nov. 2013
Af af Ude og Hjemme, Aller Media

De unge mødre: Natascha Linea mor på fuld tid

Natascha Linea fra "De unge mødre"
Natascha Linea fra "De unge mødre"
Foto: Morten Mejnecke
Sengen er malet lyserød og bleerne lagt i bunker. Alt er klar til lørdag, hvor lille Lia kommer hjem til sin mor og far.

Nu skal familien fra ”De Unge Mødre” stå på egne ben. Næsten. 10 timer om ugen vil de få støtte fra to personer fra kommunen.

Lørdag klokken 16 bliver lille Lia båret ud fra sin plejefamilies hus og sat ind i en bil. Den vil køre hende til en lejlighed i Odense, hvor hun aldrig har været før. Det er hendes nye hjem. Det er her, hun skal vokse op. Og her hun første gang skal leve med sin mor og far.

Alt er gjort klar

Natascha Linea og kæresten Bent fra De Unge Mødre har gjort alt klart til deres knap fire måneder gamle datter. Babytøj, bleer og legetøj er lagt frem på børneværelset, og barnesengen har fået en fin gang lyserød maling.

- Jeg er nok lidt sippet. Det hele skal bare være i tip-top orden, når hun kommer, siger den unge mor, som har kæmpet for at få sin datter hjem, lige siden hun blev tvangsfjernet fire dage efter fødslen.

Forstår det næsten ikke

At hun lige om lidt får hende hjem er helt uvirkeligt.

- Det er næsten ikke gået op for mig. Da jeg mistede hende, tænkte jeg, at jeg aldrig ville få hende tilbage. Jeg havde jo hørt, hvordan det var gået andre. Det er næsten ikke til at tro, at vi vandt sagen. Jeg glæder mig så meget til bare at være alene med hende. Det har vi jo ikke prøvet før, for der var også opsyn på sygehuset, siger Natascha Linea, som netop har fået af vide, at der fast vil komme to personer fra kommunen i hjemmet ti timer om ugen. Den afgørelse har hun det fint med.

Mor og datter skulle lære hinanden at kende

- Jeg er positivt overrasket, for det kunne være meget værre, siger Natascha Linea, som i den sidste måned har tilbragt rigtig meget tid med sin datter hos plejefamilien. I starten kunne hun godt mærke, at den lille pige ikke var vant til at være ret meget sammen med sin mor.

- De første 14 dage var hun forvirret over, at vi var der så meget, og hun var ikke så knyttet til os. Men så begyndte hun at kende os, og nu bliver vi mødt med et kæmpe smil. Vi har også sovet hos hende en nat. Hun vågnede to gange, og så stod vi op og gav hende mad og skiftede en ble.

Klar til at skifte ble om natten

Fra lørdag vil Natascha Linea tilbringe hver eneste nat med sin datter, og hun er klar til at stå op og dække lille Lias behov.

- Jeg er ikke nervøs for det, for jeg ved, at jeg kan klare det. Bent er også meget med ind over, og går meget op i det.

LÆS OGSÅ:

Læs hele historien om, da Natascha Linea endelig fik sin datter hjem på udeoghjemme.dk
Læs hvorfor kommunen vurderede at Natascha Linea skulle have tvangsfjernet Lia på udeoghjemme.dk

Læs mere om: