Gitte Madsen lover en ny ”Vild med dans”-sæson
Trods Allan-alarmer og en til tider hidsig debat for og imod Allan Simonsens deltagelse i ”Vild med dans”, er det en tilfreds Gitte Madsen, der gør boet op efter finalen i fredags.
- Det har været den bedste sæson nogensinde. En heftig sæson, men absolut fantastisk, og jeg kan kun være stolt af, at det – igen – er lykkedes at lave en ”Vild med dans”-sæson, der har fået rigtig mange mennesker til at se TV 2 fredag aften, fortæller en glad underholdningschef til BILLED-BLADET.
Og der er da heller ingen slinger i stemmeføringen, da chefen proklamerer:
- Ja, du kan bande på, der kommer en sæson til næste efterår.
SE OGSÅ:
Faktisk er sæsonen 2014 en 10-års jubilæumssæson for programmet. I år var det 10. sæson, men kun niende år, da ”Vild med dans” havde både en forårs- og en efterårssæson det første år – 2005, hvor Mie Lyhne vandt sammen med Thomas Evers Poulsen.
Om TV 2 vil gøre noget ekstra ud af jubilæumssæsonen næste år, har Gitte Madsen følgende svar på:
- Det ved jeg ikke endnu.