Anja Andersen trives som sportskommentator
Den tidligere danske håndboldstjerne Anja Andersen er i disse dage i Serbien, hvor hun kommenterer VM i håndbold for TV 2.
Og det er en tjans, den 44-årige tidligere landsholdsspiller er glad for, fortæller hun til BT:
- Jeg trives i dette selskab. Stemningen på TV-kanalens sportsredaktion er fin og dejlig uhøjtidelig. Det er andet år, at jeg er med som ekspertkommentator. Efter VM får jeg afklaret, om jeg skal med en anden gang. Men jeg er bestemt ikke uinteresseret, fortæller en smilende Anja Andersen til avisen.
Ud over kommentatorjobbet arbejder Anja Andersen i dag som såkaldt ”high performance coach” i erhvervsleder-firmaet Pathfinder, og ved siden af træner hun et 2. divisionshold i Odense sammen med en af hendes bedste veninder, den tidligere landsholdsspiller Lene Jepsen.
Afviser ikke træner-comeback
Anja Andersen vil ikke helt afvise, at hun en dag igen er at finde som elitetræner:
- Man skal aldrig sige aldrig. Men det har lange udsigter. Lige nu trives jeg som lederudvikler, siger hun.
Ingen kæreste
I dag bor boldekvilibristen i Odense og beskriver sig selv som single.
- Pt. har jeg ingen kæreste. Min store fritidsinteresse er at opdyrke venskaber. Men jeg elsker stadig fysisk aktivitet. Sammen med Lene Jepsen løbetræner jeg flere gange om ugen, fortæller Anja Andersen, der også får tid til at dyrke håndboldinteressen med nevøerne Andreas og Mathias på 6 og 10:
- Flere gange om ugen er jeg sammen med mine nevøer. Jeg læser lektier og tager ud til håndboldtræning med dem, siger Anja Andersen.