Sofie Lassen-Kahlke spredte julestemning
Iklædt en forrygende flot aftenkjole kreeret af Jesper Høvring indtog Sofie Lassen-Kahlke lørdag aften scenen i forbindelse med optagelserne til året udgave af DR's Store Juleshow.
I tæt samspil med Jacob Riising præsenterede hun en perlerække af nordiske kunstnere i Koncerthuset, hvor publikum var med til at skabe en fantastisk stemning med bragende bifald og høj hujen.
Men det var ikke kun sangstjerner som Rasmus Seebach, Burhan G, Brødrene Olsen, Mads Langer og svenske Zara Larsson som fik stor applaus - også værtsparret fik masser af opbakning undervejs, da de kastede sig over velkendte julemelodier.
Med til at understrege det stemningsfulde julescenario var DR UnderholdningsOrkestret og Børnekor.
Alle medvirkende var i topform og der var undervejs mange søde juleoverraskelser, som seerne kan glæde sig til at se den 21. december kl. 20, når det bliver sendt på DR 1.