Dansk film Jagten på vej mod Oscar-eventyr
Det er ikke nok bare at lave en god film, for at sikre sig en Oscar. Der er en masse formaliteter der skal være på plads, og for en dansk film kræver det blandt andet, at det Danske Filminstitut har udpeget filmen og indstillet den til "Best Foreign Language Film".
Og det er netop hvad det Danske Filminstitut har gjort med filmen ”Jagten”, med forhåbning om, at den kan stå distancen mod andre udenlandske film om at vinde en af verdens mest kendte filmpriser, en Oscar.
”Jagten” er instrueret af Thomas Vinterberg og har Mads Mikkelsen i hovedrollen. Filmen skal konkurrere i kategorien ”Best Foreign Language Film” mod otte andre egnede kandidater.
De ni kandidater, her i blandt ”Jagten”, er udvalgt fra et felt på 76 film, og inden Oscar-uddelingen i Los Angeles den 2. marts 2014, skal yderligere en votering indsnævre feltet til fem film.
16. januar bliver det offentliggjort, om ”Jagten” også er blandt de fem nominerede.
Jagten er allerede nomineret til en Golden Globe-pris, som anses for at være den næstmest prestigefulde pris efter en Oscar og som regel et praj om, hvordan Oscar-nomineringerne kommer til at se ud.
Golden Globe-uddelingen er 12. januar.
Otte andre film i samme kategori:
- Belgien: 'The Broken Circle Breakdown' instrueret af Felix van Groeningen
- Bosnien-Hercegovina: 'An Episode in the Life of an Iron Picker' instrueret af Danis Tanovic
- Cambodja: 'The Missing Picture' instrueret af Rithy Panh
- Tyskland: 'Two Lives' instrueret af Georg Maas
- Hong Kong: 'The Grandmaster' instrueret af Wong Kar-wai
- Ungarn: 'The Notebook' instrueret af Janos Szasz
- Italien: 'The Great Beauty' instrueret af Paolo Sorrentino
- Palæstina: 'Omar' instrueret af Hany Abu-Assad