Her er det bedste nytårs-TV: Annemette Krakau anbefaler
Kongerigets Klogeste
Lørdag og søndag kl. 20.00, DR1
Jeg véd bare, at denne splinternye DR-quiz bliver et hit hjemme hos mig. ”Kongerigets Klogeste” har Mads Steffensen ved roret som vært. Godt valg, synes jeg. Mads byder en række skarpe hjerner op til dyst i musikalske, sproglige og matematiske udfordringer. Sidstnævnte lyder en anelse uhyggeligt, men jeg glæder mig alligevel til at lege kloge-Åge hjemme i stuen sammen med familien. Deltagerne i quizzen dyster i sidste ende om en præmie på 100.000 kr. og titlen som ”Kongerigets Klogeste”. Der er finale om fem uger.
Vild med dans – Julebal
Lørdag kl. 20.00, TV 2
Så skal vi til julebal i danseland… ”Vild med dans”-holdet har pudset skoene og blænder op for et helt nytårsprogram med masser af dansegodter og overraskelser fra alle dem, vi kender så godt. Både de professionelle dansere, dommere og værter. En af dem, jeg glæder mig meget til at se, er Silas Holst, som er tilbage i ”Vild med dans”. Dog ikke med en af sine tidligere partnere, men med et stort danseshow fra ”Grease”, som har re-premiere den 12. februar i Tivolis Koncertsal. Silas danser en vis legemsdel ud af bukserne i John Travoltas gamle rolle som Danny Zuko. Anna David har Olivia Newton-Johns rolle som Sandy.
ABBA
Lørdag kl. 20.00, DR2
Jamen, jamen, jamen… DR2 har sat en temalørdag om min favoritgruppe, ABBA, på programmet lørdag aften. Og om jeg skal se det? Ja, det tror jeg nok lige, at jeg skal. Jeg har dog på fornemmelsen, at jeg kommer til at optage det, da familien måske ikke er helt så store fans som jeg, men det gør ikke noget. Det bliver kræs for ører og øjne!
Badehotellet
Mandag kl. 20.00, TV 2
Opvarmningen til TV 2’s nye dramaserie har været lang og fin med diverse TV-spots og reklamer. Og jeg er i den grad klar til at flytte med ind på ”Badehotellet”. Jeg har været spændt på, hvilken ugedag TV 2 ville vælge til deres nye dramaserie. DR har jo ligesom taget patent på drama-søndagen, men ligesom i de gode, gamle ”Anna Pihl” eller ”Dicte”-dage, så er TV 2’s dramadag igen mandag. Der er lavet seks afsnit af ”Badehotellet”, hvilket jeg synes lyder af lidt lidt, men jeg ser virkelig frem til at følge livet på Svinkløv Badehotel i slutningen af 1920’erne og håber, serien har tyngde og høj kvalitet.
De største øjeblikke - kavalkade
Mandag kl. 20.55, TV 2
Ingen jul og intet nytår uden de gode årskavalkader med masser af skønne tilbageblik på året, der gik. DR sendte deres udgave før jul, mens TV 2 har valgt en anden strategi og læner sig op ad nyåret. Cecilie Frøkjær, Morten Ankerdal og Divya Das er værter på ”De største øjeblikke” og guider os igennem 2013 drysset med musikalske lækkerier fra bl.a Marie Key, Nik og Jay, Burhan G. og Shaka Loveless.
Dronningens nytårstale
Nytårsaften fra kl. 16.40, TV 2
Sammen med bl.a. Natasja Crone, Morten Ankerdal og Stéphanie Surrugue skal jeg være med til at dække ”Dronningens Nytårstale” direkte fra Amalienborg Slotsplads. Sidste år var det en kold fornøjelse, der krævede store, tykke støvler og skiundertøj, men oplevelsen var alligevel varm og dejlig, for der var en helt særlig stemning på pladsen med sne, kulde, oplyste vinduer i de smukke palæer – og udsigt til stuen, hvor dronning Margrethe holder sin tale live (som den eneste regent i verden, de andre bånder den). Jeg GLÆDER mig til at være med igen. Vi varmer op fra klokken 16.40 og sender frem til Nyhederne klokken 19.00.
Arvingerne
Nytårsdag kl. 20.00, DR1
Så er der – endelig – en ny dramaserie på DR søndag aften. ”Arvingerne” ligner høj klasse og kvalitet fra allerbedste skuffe. Der er rigtig gode skuespillere på rollelisten – blandt andre Kirsten Olesen, Trine Dyrholm, Jesper Christensen og Carsten Bjørnlund. Og handlingen lyder også lige som en, man bliver fanget ind i fra første sekund. Håber ikke jeg bliver skuffet.