13. jan. 2014
Af Karina Didriksen
Prins William: Det blev han kaldt i skolen
Prins William.
Foto: AOP
Den britiske prins’ lærer på Eton College fik at vide, at han ikke måtte kalde den kongelige elev ved efternavn.
Alle de andre studerende i prins Williams klasse på Eton College blev kaldt ved deres efternavn, men engelsklæreren Guy Burt kaldte sin kongelige elev for prins William.
- Bortset fra den forhøjede sikkerhed så var den eneste forskel, hans titel gjorde, at jeg fik at vide, at jeg skulle kalde ham prins William og ikke hans efternavn som de andre drenge, fortæller Guy Burt til The Telegraph.
Tilbage på skolebænken
Guy Burt underviste den kommende monark i engelsk og fortæller, at prins William ”var meget stille og ret god til engelsk”.
Den britiske prins begyndte på Eton College i 1995, og i december 2013 besluttede han sig for at vende tilbage på skolebænken.
Her begyndte han på et 10-ugers kursus i landbrugsdrift på Cambridge University.