Prins Carl Philip: Jeg ved hvordan det føles at fejle

Mandag aften gik Carl Philip på scenen under den årlige uddeling af Radiosportens Jerringspris i Ericsson Globe i Stockholm.
Her skulle den 34-årige svenske prins overrække en pris til golfspilleren Henrik Stenson, og Carl Philip modtog et stort bifald, da han i den forbindelse holdt en tale.
- Jeg ved, hvordan det føles at fejle. Det gælder både, når jeg kører på en racerbane, og når jeg holder en tale ved en sportsbegivenhed. Det går ikke altid helt efter planen, sagde prins Carl Philip ifølge Svensk Damtidning.
Prinsen hentydede til, at han til prisuddelingen sidste år kom til at kludre lidt i navnene, da han skulle udråbe en vinder.
Intet er umuligt
I sin tale under gallashowet forklarede den royale prisuddeler også, hvad der definerer en vinder.
- Hvordan opnår man en nominering til Jerringprisen? Svaret finder vi blandt jer, der sidder her: Hård træning, ønsket om altid at gøre det bedre og troen på, at intet er umuligt, fastslog prinsen.