18. jan. 2014
Af af Casper Nielsen

Thomas Blachman: Det er under bæltestedet

Thomas Blachman.
Thomas Blachman.
Foto: Birger Storm
X Factor-dommeren er irriteret over, at en privat snak mellem ham og en af deltagerne i går endte med at blive sendt i TV.

"X Factor"-dommer Thomas Blachman er ikke tilfreds med den redigering, fredagens udsendelse af programmet havde fået.

Under udsendelsen kom en lille privat episode mellem ham og en af "X-Factor"-deltagerne nemlig til at fylde meget mere, end Thomas Blachman havde forestillet sig.

- Man regner for fanden ikke med, at de putter alt i TV. Banaliteter bliver ofte klippet ud, fordi det overhovedet ikke har noget med programmet at gøre. Det er under bæltestedet og tjener intet formål, siger Thomas Blachman til Ekstra Bladet.

Skrev om ham på sin blog

”Under bæltestedet” var præcis, hvad der var sagens kerne.

En af de mulige "X Factor"-sangere – den 28-årige Sandra – der kom ind for at synge, havde nemlig en vis fortid med Thomas Blachman.

For nogle år siden så hun ham lade vandet ved en fest på Grønnegårdsteatret i København, og efterfølgende beskrev hun detaljeret på sin blog, præcis hvad hun så.

- Jeg skrev bare lidt sjovt om det. Min blog var sådan lidt en sladderspalte, fortæller Sandra til Ekstra Bladet.

Hun fjernede siden indlægget – blandet andet på opfordring fra "X Factor"-dommeren selv.

Kommenterede episoden

Men da Sandra kom ind for at synge foran dommerne i programmet i går, genkendte Thomas Blachman hende og kunne ikke lade være med at kommentere episoden. En lille privat mellemregning, som dommeren altså mente burde være klippet ud af DR.

- Vi sidder ved det bord i 12 timer med kameraer alle vegne. Det bedste TV er, når vi glemmer, at vi er på. Når vi er os selv! Så må der også være en eller anden form for beskyttelse fra de røvhuller, der sidder og putter sådan noget her på. Det er både upassende og usmageligt, siger Thomas Blachman til Ekstra Bladet.

Læs mere om: