Sådan forkæler Ulrik Wilbek EM-drengene
Mandag aften vandt det danske landshold i håndbold over Ungarn med 28-24, og den næste EM-kamp spilles først onsdag, hvor Danmark møder Island.
Den danske landstræner Ulrik Wilbek har derfor planlagt, at tirsdag aften skal gå med noget andet end håndbold.
- Vi skal ud og spise i aften og en tur i biografen, så vi kommer til at lave noget andet, fortalte Ulrik Wilbek ifølge TV 2 på et pressemøde her til eftermiddag.
Efter sigende fortalte Nikolaj Jacobsen senere, at den film, håndbolddrengene skal se i aften, er komedien ”American Hustle”, der for nyligt vandt en Golden Globe og også blev hædret ved weekendens SAG Awards.
Filmen har først dansk premiere torsdag den 23. januar, så aftenens biograftur er dermed en særlig eksklusiv forkælelse for de hårdt arbejdende landsholdsspillere.