VIDEO: Prinsesse Marie besøgte møllestensfabrik i Etiopien
Søndag aften forlod prinsesse Marie og repræsentanter fra Folkekirkens Nødhjælp Danmark for at drage til Afrikas Horn, nærmere betegnet Etiopien, hvor et fem-dages besøg skal vise en lille del af hjælpeorganisationens arbejde i landet.
Den første dag stod dog ikke helt i hjælpearbejdets tegn, men blev blandt andet brugt til en introduktion til de dedikerede medarbejdere, som arbejder i landet.
Efter ankomsten kørte prinsesse Marie direkte til Hotel Hilton, hvor hun skal tilbringe en enkelt nat, inden turen fortsætter til nogle af jordklodens mest øde områder i morgen.
Vist rundt med udenrigsministeren
Efter et kort møde med udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF), der også besøger Etiopien, gik turen videre til den danskejede virksomhed Engsko, der fremstiller møllesten til korn- og kaffeindustrien, hvor også udenrigsministeren blev vist rundt.
I Etiopien er der et naturligt marked for den slags produkter, da en af landets største eksportvarer er kaffe.
Dagen i morgen vil byde på en længere køretur, inden prinsesse Marie skal se nogle af Folkekirkens Nødhjælps mange projekter i landet.
Se videoen fra prinsesse Maries besøg på fabrikken her og læs mere om turen til Etiopien i BILLED-BLADET på torsdag.