Kan du spotte fejlen i Arvingerne?
DR’s TV-serie ”Arvingerne” har forrygende seer-succes, og på søndag ruller det sjette afsnit over skærmen.
Men rent teknisk er der sket en fejl, som muligvis aldrig ville være blevet bemærket af det cirka to millioner store publikum, hvis ikke en meget snarrådig seer – der har set afsnittet på forhånd – drillende havde skrevet til DR's Facebookside og gjort opmærksom på den.
Nu vil alle nemlig nok gøre sig ekstra umage med at spotte, hvor DR's produktionshold har lavet en fejl.
For en fejl, indrømmer Karoline Leth, der er producent på ”Arvingerne” blankt overfor Metroxpress, at der er tale om:
- Optagelserne til det sjette afsnit er lavet mellem start april og slut maj - altså et spænd på to måneder. Og da optagelserne ikke bliver foretaget kronologisk, kan der rent tidsmæssigt være lang tid mellem hver scene, siger Karoline Leth til avisen.
Hvis man ikke vil gøres opmærksom på hvor fejlen kan spottes, skal man ikke læse videre herfra ....
Det var aldrig sket i Hollywood
I modsat fald kan vi fortælle, at det handler om en scene i begyndelsen af afsnittet, hvor årstiderne pludselig skifter.
I det ene øjeblik er det sprudlende forår med frodige grønne træer og buske – det næste ligner omgivelserne igen et Danmark i mørkt og trist efterår, fyldt med nøgne, afpillede træer og hård ruske-vind.
- Jeg tror ikke, der er så mange, der lægger mærke til det. Jeg håber det i hvert fald ikke, for vi gør os rigtig umage. Men det er klart, at vi helst så, at det ikke skete, siger Karoline Leth til Metroxpress.
Hun tilføjer, at det oftest er økonomi, der styrer, om sådanne fejl bliver rettet eller ej.
- Vi vurderede, at det her ikke var noget, som vi ville bruge flere af skatteborgernes penge på, da budgettet på Arvingerne ikke er til det. Men du kan være sikker på, at det her aldrig var sket i Hollywood. Men de har også nogle andre budgetter at lege med.