Rikke Hørlykke om sin mand: Vi er tossede med hinanden
37-årige Rikke Hørlykke giftede sig i 2000 med håndboldspilleren Klavs Bruun Jørgensen, og når hun skal sætte ord på, hvad hun er mest stolt af i sit liv, så er hun ikke i tvivl.
- Der er flere pejlemærker i mit liv. Først og fremmest, at min mand Klavs og jeg gennem 18 år har formået at gøre os umage i vores forhold. Vi har skabt to skønne børn, samtidig med at vi stadig er lige tossede med hinanden, fortæller Rikke Hørlykke til Alt for damerne.
Den tidligere håndboldspiller og hendes mand, som var Ulrik Wilbeks assistenttræner under EM i herrehåndbold, er forældre til Aksel Nikolas, 7, og Karla Marie, 4.
Rikke Hørlykke er lykkelig for sin lille kernefamilie, men på spørgsmålet om, hvornår hun sidst har grædt, så var det i en situation, hvor hele familien var samlet.
- Det var, da jeg åbnede en diskussion foran børnene, hvilket Klavs reagerede meget kraftigt på efterfølgende. Der satte jeg mit eget behov over hensynet til børnene, og det kunne jeg godt se var forkert. Derfor blev jeg rigtig ked af det, siger hun til ugebladet.