Emmelie de Forest skal synge til årets Eurovision
Når finalen i det internationale Melodi Grand Prix løber af stablen på dansk grund den 10. maj, så bliver det med en optræden fra Emmelie de Forest.
Den danske vinder fra sidste års Eurovision Song Contest skal nemlig synge sin nye sang ”Rainmaker” på scenen sammen med de 26 finalister.
- Jeg har fra starten haft en forestilling om, at alle artisterne skulle samles på scenen i en fællessang i finalen, fortæller showchef Jan Lagermand Lundme til DR og tilføjer:
- Vores slogan i år hedder jo #JoinUs, og jeg tror, det bliver smuk måde at samles på.
Skriver med kæresten
Emmelie de Forest har skrevet sin nye sang sammen med sangskriverne Fredrik Sonefors og Jakob Schack Glæsner – sidstnævnte danner hun privat par med.
- For nogle måneder siden bad vi Emmelie om at skrive den officielle #JoinUs-sang, og vi er rigtig glade for, hun takkede ja, siger Jan Lagermand Lundme til DR.
”Rainmaker” udkommer officielt den 24. februar som opfølger på Emmelie de Forests hit ”Hunter & Prey”.