21. feb. 2014
Af Hanne Rask

Anne-Mette Rasmussen: Trodsede alle fordommene

Anne-Mette Rasmussen
Anne-Mette Rasmussen
Foto: AOP
Anne-Mette Rasmussen har altid gjort sit eget, og hun følte ikke "Vild med dans" forandrede hende.

- Chancen for, jeg ville blive høvlet ned, var til stede. Jeg vidste jo ikke, hvordan omverden ville reagere. Det kunne både blive succes og fiasko. Og det farlige var, at Anders var statsminister på det tidspunkt, fortæller den tidligere statsministerfrue til magasinet Psykologi.

Anne-Mette Rasmussen fortæller i magasinet, at en af hendes største bedrifter i nyere tid, var at stille op i ”Vild med dans”. Og at det for hende handlede om modet til at trodse alle de forventninger og fordomme, der var omkring hende som førstedame, men allermest om at hun havde en brændende lyst til at gøre noget for sig selv.

- Jeg er overbevist om, at mange udelukkende så mig som den søde og stille kone til Anders Fogh, inden jeg stillede op i ”Vild med dans”. Hende der ikke havde nogen holdninger til ret meget. Men det passede ikke. Det var bare ikke mig, der skulle stå og spille fandango og kæfte op om mine meninger. Det var Anders´ meninger, det gjaldt, og det gjorde så mig til den smilende og anonyme Anne-Mette. Sådan var det bare slet ikke i virkeligheden, fortæller hun, der efter sin medvirken i ”Vild med dans”, fik mange henvendelser fra folk, der mente, hun var blevet en anden, hvilket ikke var noget, hun selv følte.

En hilsen, hun var særlig glad for

- Der var en barndomsveninde, der skrev til mig, at jeg skulle sige tak til Thomas (Evers Poulsen, Anne-Mettes dansepartner red.), fordi han havde fået den gamle Anne-Mette tilbage. Det brev blev jeg meget rørt over, for jeg var glad for at bryde mit image som hende den stille, fortæller Anne-Mette Rasmussen i Psykologi.

Læs mere om: