VIDEO: Kronprinsesse Mary til FN-gymnasiefest i Birkerød
Kronprinsesse Mary holdt onsdag tale ved åbningsceremonien for Birkerød Gymnasium Model United Nations Conference - en konference, hvor unge fra flere forskellige lande øver samarbejde om komplekse globale problemstillinger på samme måde, som man gør det i FN.
I Birkerød uden for København var der selvfølgelig masser af danskere blandt de mange unge FN-konferencedeltagere i gymnasiealderen.
Men der var altså også jævnaldrende gæster fra lande som Tyskland, Holland, Tyrkiet, Spanien og USA til åbningsfesten. Kronprinsesse Mary holdt derfor sin tale på engelsk.
Fra det øjeblik kronprinsesse Mary var på talerstolen, havde hun publikum i sin hule hånd. Især da hun fortalte om sit eget arbejde i FN-regi og om vigtigheden af at være med til at løse kvinders problemer globalt for derigennem at styrke familier og i bredere perspektiv lokale økonomier.
Kronprinsesse Mary fortalte blandt andet om sine arbejdsrejser i lande som Mozambique, og med det greb gjorde hun sin mere end et kvarter lange tale om helt tunge emner både sprællevende og let at fordøje for et publikum, der foldede ørerne ud for at få alle de kongelige guldkorn med som den perfekte optakt til et par dage i Birkerød med møder og måske en enkelt fest eller to.
Kronprinsesse Mary sørgede med sin optræden på gymnasiet for, at åbningsfesten ved ungdoms-FN konferencen blev både frisk og fornem og et godt afsæt for de unge til et par oplevelses- og udbytterige dage i Danmark.
Se videoen fra kronprinsesse Marys festlige eftermiddag på Birkerød Gymnasium.