25. feb. 2014
Af John Lautrup

Nu kan du snart se inspector Morse som helt ung

Shaun Evans som den unge Oxford-opdager, Endeavour Morse
Shaun Evans som den unge Oxford-opdager, Endeavour Morse
Foto. AOP
TV-serien om den melankolske inspector Morse var og er så populær, at en ny serie tager hul på hans unge år som betjent i Oxford.

Danske krimielskere kan fra på mandag igen følge i kriminalsporene fra den melankolske og vrisne inspector Morse, som oprindeligt blev spillet af nu afdøde John Thaw. Nu kommer de blot til at opleve ham som helt ung. TV-serien "Unge Morse" viser den grønne kriminalbetjent Endeavour Morses første erfaringer med mordgåder i stemningsfulde Oxford.

Den unge Morse bliver spillet af Shaun Evans. Figuren vender tilbage til Oxford, hvor han en gang har læst på universitetet, og han har ikke de bedste minder derfra.

Melankolien har allerede fået tag i Morse, og han har planer om at forlade politiet, inden han rigtig er begyndt. Men så bliver han sat til at opklare en 15-årig piges forsvinden, og han viser sig hurtig at have flair for opklaringsarbejdet. Sagen får stor betydning for hans videre liv.

Forfatteren er også med

Den oprindelige TV-serie om den bryske og operaelskende inspector Morse bygger på romaner af Colin Dexter, og han har også givet den ny serie om Morse's tidlige år i 1960'ernes Oxford sit blå stempel, ligesom forfatteren optræder i bittesmå roller i den ny serie.

Der blev indspillet 33 afsnit af den oprindelige serie, der gik sin sejrsgang verden over. Selv om Colin Dexter lod inspector Morse afgå ved døden i det sidste afsnit "Et kors for Morse", havde fans af det specielle Oxford-univers ikke fået nok. Hans assistent, Lewis, spillet af Kevin Whately, fik derfor en serie af samme navn "Lewis". Og nu bliver der så taget hul på Morse's unge år.

"Unge Morse" har premiere mandag 3. marts klokken 22.30 på DR 1.

Læs mere om: