Emmelie sagde nej til X Factor
Ved aftenens store Grand Prix-show I Odense skal sidste års vinder af både det danske og det internationale Melodi Grand Prix, Emmelie De Forest, give stafetten videre til vinderen af dette års danske pop-slag. Men i et interview med Jyllands-Posten røber hun, at hun faktisk var tæt på at være blevet deltager i ”X Factor” – i stedet for en international popstjerne.
- Jeg blev faktisk spurgt, om jeg ville deltage i ”X Factor”, før jeg kom med i Grand Prix’et. Det var en kvindelig bekendt inden for TV, som spurgte. Men det sagde jeg nej til og sagde, at jeg hellere ville være med i Melodi Grand Prix, og så gav hun mig kontaktoplysningerne på min nuværende manager. Jeg mailede til ham, og så bad han mig om at komme ind til et møde. Han sagde ”jeg har en sang, som vil være perfekt til dig”, Det var simpelt hen skæbnen, siger Emmelie til Jyllands-Posten.
Og beslutningen om at sige nej til "X Factor" har hun næppe fortrudt.
- Jeg synes nogle gange, det er lidt for meget dommernes show, og så synes jeg, artisterne bliver forsømt. Og så havde jeg ikke lyst til det drama uge efter uge, hvor jeg skulle stå og synge cover-sange. Melodi Grand Prix er til gengæld originalmusik; det er en sang, der er skrevet til Grand Prix’et, og som ingen har hørt før, mener Emmelie forud for aftenens Melodi Grand Prix.