Rød løber: De kendte på vej til Grand Prix
Stemningen er høj. Fotograferne knipser løs - og på den røde løber er de kendte på vej ind i Arena Fyn for at opleve aftenens danske Melodi Grand Prix. Her er de unge nye navne og de gode gamle grand prix-veteraner i en skøn blanding. Vi spottede bl.a. Birthe Kjær, der i dén grad var klar til aftenens show. Hun havde på den røde løber selskab af kendis-frisøren, Dennis Knudsen, der også havde taget turen til Fyn for at være med til årets foreløbig største popfest. Senere lørdag udløses spændingen om, hvem af de 10 deltagende sangere, der skal sejle til Refshaleøen i København for at repræsentere Danmark ved Eurovisions-finalen i maj. Birthe Kjær skal også selv på scenen for at underholde med sin mest kendte MGP-sang "Vi maler byen rød", som hun i år kan fejre 25-års jubilæum med. På scenen kommer vi også til at opleve Rollo & King samt Kirsten & Søren med deres MGP-klassikere.