Madeleines veninder på barselsbesøg i New York
Mens hverken moster Victoria eller onkel Carl Philip har haft lejlighed til at møde lille prinsesse Leonore endnu, har flere af prinsesse Madeleines veninder taget turen til New York. Således var der trængsel om barnevognen, da Madeleine og Chris O’Neill i weekenden gik en lang tur i Central Park med deres lille datter, som nu er en måned gammel.
Med var to medlemmer af Madeleines fasttømrede venindegruppe, Charlotte Cederlund og Katarina von Horn. Det skriver den svenske avis Expressen.
På en af New Yorks første forårsdage lagde Chris armen om Madeleine, mens selskabet slentrede gennem parken med barnevognen og hunden Zorro.
Den første i vennekredsen, som havde æren af at møde Sveriges lille nye prinsesse, var Madeleines tætteste veninde, Louise ”Lussan” Gottlieb. Hun tilbragte en lang weekend i New York og boede hos Madeleine og Chris i deres nye lejlighed i metropolen. Louise er også et varmt emne til titlen som gudmor, når prinsesse Leonore skal døbes.