Svømmeren Jeanette Ottesen: Derfor blev jeg skilt fra Bobby
Skilsmissen mellem svømmestjernen Jeanette Ottesen og manden Bobby faldt som en bombe i efteråret. Nu fortæller Jeanette til Alt for damerne, at det var hendes valg om at fortsætte med svømningen efter OL i 2012, der førte til skilsmissen. Hun havde lovet Bobby, at de efter OL skulle leve et helt almindeligt liv og stifte familie - men hun kunne ikke indfri løftet.
- For første gang nogensinde ville vi to vidt forskellige ting i livet. Og det var underligt efter at have fulgt hinanden og bakket hinanden op de sidste ti år, siger Jeanette i interviewet.
- Hvis jeg var stoppet med at svømme, tror jeg, at jeg var gået ned med en depression. Det er meget svært at give slip på sporten, når man er på eliteniveau, siger Jeannette, som ikke er færdig med at svømme efter medaljer.
- Det kan godt være, mit ægteskab gik i stykker, det er jeg stadig meget ked af, men jeg har også bare et mål med livet og en drøm. Det lyder måske egoistisk, men jeg elsker mig selv højest. Jeg bliver nødt til at tænke på mig selv, og hvad jeg vil med mit liv, men jeg håber, at jeg en dag kan dele det hele med Bobby igen, lyder det fra Jeanette Ottesen.