Nicklas Bendtner er stolt af Julie Zangenberg
Nicklas Bendtner var synlig stolt af sin kæreste, skuespilleren Julie Zangenberg, der torsdag stod i spotlight på den røde løber i Empire-biografen på Nørrebro i København i anledning af hendes medvirken i SBS og Kanal 5’s kommende TV-serie, ”Heartless”.
Hånd i hånd og tydeligt forelskede kom parret til biografen og stillede straks op til fotografering, og mens Julie fortalte om sin noget særprægede rolle i TV-serien, der sendes på SBS' Kanal 5 mandage klokken 21, fortalte Nicklas Bendtner, at han glæder sig til at se sin Julie i tv-serien, der får premiere på mandag 28. april.
Ser lovende ud
- Jeg har ikke set så meget endnu, kun enkelte trailere, men jeg synes, det ser rigtig godt og lovende ud. Julie er rigtig god, og jeg er meget stolt af hende, sagde Nicklas Bendtner, der var tydeligt glad for at kunne være med ved premieren på TV-serien sammen med sin kæreste, der spiller hovedrollen sammen med Sebastian Jessen.
- Jeg skal allerede tilbage til England fredag morgen. Arsenal har endnu fire kampe tilbage af sæsonen og så er der ferie, sagde Bendtner, hvis kontrakt med Arsenal udløber til sommer, og derfor kommer han sikkert til at bruge noget ferie på at finde en ny klub at spille for.
TV-serien ”Heartless” handler om søskendeparret Sofie og Sebastian, der begge bærer på en mørk, dyster og fatal hemmelighed: For at leve er de nødt til at suge energi ud af andre mennesker. Serien foregår i en kostskole-miljø, hvor fortid og nutid blandes sammen med virkelighed og fantasi, og hvor familiebånd og kærlighed sættes på hård prøve.