Dansk stjernedesigner reddede overboere i brutalt hjemmerøveri
Den danske stjernedesigner David Andersen vågnede natten til tirsdag op til sit livs mareridt. To maskerede mænd trængte ind i hans etageejendom i Hyskenstræde i København, og en skræmt David hørte, hvordan mændene løb op til en lejlighed højere oppe, hvor der bor et midaldrende par. Det skriver Ekstra Bladet.
- Her bliver døren smækket op, og der bliver råbt og skreget og smadret ting. Og jeg kan høre dem råbe hjælp. Og så ringer jeg til politiet, fortæller designeren, som var alene hjemme.
- Det føles som om der går virkelig lang tid, og jeg kan jo høre alt. Røverne råber på gebrokkent dansk: "Vi vil have kontanter", mens vores overbo bliver ved med at skrige "av, av, det gør ondt", fortæller David Andersen.
Et af ofrene for hjemmerøveriet blev ifølge Københavns Politi stukket gentagne gange i halsen med en kniv, inden fire patruljevogne ankom. Kort efter blev hjemmerøverne eskorteret ud af bygningen i håndjern.
- Jeg så den ene af vores overboere, da han skulle af sted til Rigshospitalet. Han var virkelig ødelagt. Det var ret voldsomt, og der er meget blod i opgangen. Han er en stor, stærk mand, og jeg tror, han har forsvaret dem begge to, mener David.
Den knivsårede mand er nu udenfor livsfare og udskrevet fra Rigshospitalet, hvor også hans partner efterfølgende måtte en tur forbi for at få krisehjælp:
- Vi talte med ham nede på gaden bagefter. Han var meget rystet og i chok. En af dem havde fået at vide, at røverne ville skære ørerne af ham. De havde hentet en kniv i køkkenet. Det må være frygteligt at vågne op til det her, når man ligger og sover, siger David, som er glad for, at han var hjemme, så han kunne alarmere politiet.
De anholdte hjemmerøvere er ifølge politiet to herboende udlændinge på henholdsvis 24 og 27 år, skriver Ekstra Bladet.