Sarah Grünewald gør genbrugstøj populært
Røde Kors mener, at der er for få yngre kvinder, som køber tøj i deres butikker, så derfor udsender hjælpeorganisationen i dag genbrugsmodemagasinet Stil.
Det udkommer kun denne ene gang, og Røde Kors har fået en række kendte danskere til at posere i genbrugstøj i magasinet.
Blandt de kendte ansigter er Oh Land og Nik & Jay samt ”Vild med dans”-værten Sarah Grünewald, der også arbejder som model.
Sarah Grünewald smart i genbrug
- Vi har valgt at bruge kendte til bladet, fordi de er et levende bevis på, at man godt kan gå i genbrug og stadig være smart, siger Tina Donnerberg, chef for genbrugsafdelingen i Dansk Røde Kors, til dr.dk.
Hun forklarer, at projektet ikke kunne have ladet sig gøre, hvis de kendte ikke havde stillet sig til rådighed gratis.
Magasinet på 100 sider er gratis og kan findes i alle Røde Kors’ butikker fra i dag.