Nicole Kidman roser kronprinsesse Mary
Midt i stjernevrimlen under filmfestivalen i Cannes er der helt uventet kommet flotte rosende kommentarer til vores egen kronprinsesse Mary. Det er selveste Nicole Kidman, som i forbindelse med premieren på filmen "Grace of Monaco" kom med komplimenterne til kronprinsesse Mary. Filmen fortæller historien om den amerikanske filmstjerne Grace Kelly, der blev gift med fyrst Rainier af Monaco - og akkurat som Mary endte som kongelig i et andet land end sit eget.
"Mary kom fra det, vi nok i Australien vil kalde den øvre middelklasse, og jeg synes, hun har klaret den omvæltning på den smukkest tænkelige vis" siger Nicole til Berlingske. "Jeg har set billeder af hende og hendes danske familie, hendes ægtefælle og hendes børn, og det er sådan en smuk familie", fortsætter Nicole.
Nicoles egen karriere har haft visse paralleller til kronprinsessens liv. Filmstjernen startede med små roller i australske TV-serier - inden hun giftede sig med Tom Cruise og endte som en af Hollywoods absolut største stjerner.
"Jeg tror ikke, at det stod skrevet i stjernerne, at det nødvendigvis ville lykkes. Men hun har klaret det så godt" siger Nicole til den udsendte fra Berlingske.