Prins Joachim skiftede til Formel 1
Den fartglade og fartkyndige prins Joachim fik en helt speciel oplevelse, da han i weekenden deltog i ”Classic Race Aarhus” for Cortina Racing.
I sin egen Ford Cortina vandt prins Joachim, og det er kun 2. gang nogensinde, at en standard vogn som Lotus Ford Cortina har vundet 65-klassen. Normalt bliver de slået af de hurtigere GT-biler.
Men søndag formiddag kom der endnu mere fart på den dygtige kører prins Joachim.
Mange tilskuere undrede sig, da der var opvisningsløb i motorsportens kongeklasse, Formel 1.
Her kunne man nemlig se prins Joachims karakteristiske styrthjel med dannebrogsflag stikke op fra en af bilerne.
Og den var god nok. Prins Joachim havde nemlig fået tilbudt at prøve en Formel 1-bil, og det var et tilbud, han ikke kunne sige nej til.
En helt ny oplevelse
Allerede om fredagen fik prinsen en prøvetur i en Formel 1-bil, og søndag formiddag satte han sig så bag rattet i en blå Chevron B-24 og kørte ud på banen i Mindeparken.
Prins Joachim kunne fortælle, at han aldrig tidligere har kørt i nogle af Formel 1-klasserne, og at han aldrig har siddet i en såkaldt singleseater.
- Det er en helt ny oplevelse. Det er helt vildt så mange kræfter, en Formel 1 har, sagde prinsen.
Lige så stolt prins Joachim var for den flotte pokal han vandt i 65-klassen, lige så begejstret var han for turen i en Formel 1.
Sådan så det i hvert fald ud på det store smil, der sad fast på prinsens ansigt, længe efter han var kommet godt i mål efter den lynhurtige køretur.
Læs mere om prins Joachims weekend med ”Classic Race Aarhus”, hvor han også havde sine tre sønner med, i BILLED-BLADET på torsdag.