Szhirley: Kvinder skal ikke være bange for at føde
Den 37-årige sangerinde Szhirley har på ingen måde haft tid til at hvile på laurbærrene efter fødslen af sin anden søn den 5. maj.
LÆS OGSÅ: Szhirley jublede over at være gravid igen
Hun er nemlig allerede i fuld gang med prøverne til årets sommerrevy i Tivoli Tam Tam i Glassalen, og derfor har hun heller ikke været til stede på det første pressemøde i den forbindelse.
- Ja, det ved jeg ikke, hvad jeg egentlig lavede – der var jeg nok lige i gang med at føde, joker den nybagte mor.
Fødslen gik nemt
Men nu er hun helt klar til at gå i gang med arbejdet igen, men det er ikke dog ikke ensbetydende med, at det er et flaskebarn, hun har derhjemme.
- Ja, jeg må sige, jeg ammer. Det kan man vist ikke undgå at lægge mærke til, når man ser de her, siger Szhirley med et grin med reference til sin struttende barm.
LÆS OGSÅ: Szhirley er blevet mor igen
Selve fødslen var ifølge sangerinden det letteste i verden, og hun opfordrer kvinder til at gå ind i den proces helt uden frygt.
- Det gik meget nemt. Det var virkelig som at smutte en mandel. Det gør selvfølgelig ondt, men man skal bare stole på jordemoderen, der kan sit arbejde fantastisk godt. Det skal man slet ikke være nervøs for.
Det har dog været nødvendigt for Szhirley, at kostumerne er blevet lagt en anelse ud, for hun er ikke helt tilbage i den krop, hun havde før graviditeten.
Holdet har travlt
Prøverne til Tam Tam i Glassalen holder hende dog godt i gang, og hun nyder hvert et øjeblik med sine sjove kolleger.
- Det er så sjovt. Det er lige så sjovt, som det ser ud. Folk er skideskægge, fantastiske og dygtige. Man har altid supertravlt op til premieren, men jeg mærker ikke en bekymring, siger Szhirley.
Tam Tam i Glassalen får premiere den 31. maj.