Dronning Sonja og dronning Margrethe til fest i sol, blæst og regn
Først var det solskin og lunt, så blæste det op og blev køligt, og da dronning Margrethe fredag aften ankom til Operaen i København sammen med dronning Sonja, regnede det.
Alligevel sejlede de to dronninger sammen med prins Henrik i chalup til Operaen, hvor der er festforestilling for at fejre 200-året for Norges grundlov. Også kronprins Haakon, kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Marie deltager.
1.000 danskere og nordmænd er inviteret til en festaften med dansk og norsk musik, ballet og taler af Folketingets formand, Mogens Lykketoft, det norske Stortings præsident, samt de to landes statsministre. Der er kendte erhvervsfolk, politikere og sportsfolk på gæstelisten, og påklædningen er alt lige fra elegante lange rober, korte kjoler og lange bukser.
Inden festforstillingen begyndte var der champagne til alle, og i pausen serveres der dejlig vin og lækre canapeer.