Prins Joachim stak til søs
For prins Joachim blev det en noget kortere sejltur end for besætningen om bord på skoleskibet Danmark, som her til eftermiddag lagde til kaj ved Esplanaden i København.
Prinsen stod på i Vedbæk og sejlede det sidste stykke ind gennem havnen, mens eleverne og officererne havde sejlet rundt i seks måneder.
Eleverne stod på i Lisabon og har været så langt væk som Brasilien inden de på kajen kunne gense familier og venner, som forventningsfulde stod klar foran Mærsks hovedsæde.
Så der blev kigget mod dækket og sagt..."Jeg har lige set Emil", eller måske Emilie. For besætningen på 80 elever består nemlig af både piger og drenge.
Da Danmark endelig var fast fortøjret gik prinsen i land via falderebet, hvor en bil stod klar til at køre ham det sidste stykke hjem til Amalienborg.