Kevin og Jan Magnussen kører på samme bane
Der kommer fuld fart på, når far og søn - i skikkelse af Jan og Kevin Magnussen - begge stiller op til arrangementet Roskilde by-Ring.
Det er Danmarks største autoevent i 2014, når Roskilde 18. og 19. oktober byder velkommen til verdensstjerner i superbiler.
Prins Joachim er protektor, og eventen afvikles efter devisen: "Kun det bedste er godt nok".
Og med Kevin og Jan Magnussen i spidsen for et stjernespækket felt af internationalt kendte racerkørere, lever arrangementet fuldt ud op til det motto.
Den internationale Racingfestival er faktisk flyttet tilbage, hvor det hele startede - nemlig på Roskilde Ring i 1955. Og borgmester Joy Mogensen ser frem til en whau-oplevelse for alle bilinteresserede.
- Racing Festivalen er jo et helt særligt arrangement, hvor man som publikum får en kæmpe oplevelse. Og samtidigt får vi på den måde genoplivet et stykke af byens historie, som mange stadig mindes med stor glæde, fortæller borgmester Joy Mogensen i en pressemeddelelse.
Datidens stjerner dystede
I Roskilde lå nemlig Roskilde Ring, som fra 1955-1968 var en internationalt anerkendt racerbane. Her dystede datidens stjerner – også i Formel 1 enkelte gange – og banen fik stor betydning for dansk racersport og gav stor international omtale af Roskilde.
- Så når vi nu på en måde genopliver Roskilde Ring og lægger asfalt til imponerende biler og nogle af de dygtigste racerkørere, så har vi det historiske vingesus med. Vi har noget særligt her i Roskilde med Kevin og Jan Magnussen, men vi havde også noget helt særligt dengang, som stadig huskes – både i motorsportsverdenen og blandt de mange fans, pointerer borgmester Joy Mogensen.
På Racing Festivalen har publikum mulighed for at få en uforglemmelig tur i deres drømmebil – med en professionel racerkører bag rattet – og for at se de mange flotte supersportsvogne helt tæt på.
Arrangementet støtter Røde Kors, og bag festivalen står racerkører Thorkild Thyrring, der oplyser, at han sidste år kunne aflevere et overskud på godt 17 millioner kroner.