TV-serien Broen vandt to guldnymfer
Der blev jublet i den danske lejr i Monte Carlo onsdag aften, hvor årets TV-festival fandt sted for 54. gang.
Den dansk-svenske TV-serie ”Broen” vandt nemlig Den Gyldne Nymfe for ”Bedste dramserie” og slog dermed TV 2-serien ”Rita”, som var nomineret i samme kategori. Han slog også den amerikanske skuespiller Kevin Spacey fra "House of Cards".
Svenske Sofia Helin og danske Kim Bodnia spiller hovedrollerne i ”Broen”, og Bodnia hev desuden prisen hjem for ”bedste mandlige skuespiller”.
- Stort tillykke til Kim Bodnia – det er et fornemt selskab at vinde over. Kim Bodnia har med Martin Rohde skabt en meget enestående karakter: en rigtig mand og et rigtig bløddyr – en skønsom blanding, som vi alle har lært at elske. Det er dejligt, at kolleger fra hele verden har forstået at belønne Kim for det arbejde, siger DR’s dramachef Piv Bernth i en pressemeddelelse.
Royal tilskuer
Desværre måtte Mille Dinesen og holdet bag "Rita" gå tomhændede hjem fra TV-festivalen, men skuespilleren vandt til gengæld en pris for rollen som folkeskolelæreren Rita i 2012.
Det er femte år i træk, at dansk TV-drama er blevet belønnet med en guldnymfe. Tidligere vindere er blandt andre Sofie Gråbøl fra "Forbrydelsen" og Sidse Babett Knudsen fra "Borgen".
Prisuddelingen i Monaco blev overværet af fyrst Albert, og grunden til, at priserne kaldes Den Gyldne Nymfe, er, at prismodtagerne får en kopi af guldstatuetten ”The Salmacis Nymph”, som blev lavet af den monegaskiske skulptør Francois-Jeseph Bosio og i dag er udstillet på Louvre-museet i Paris.