Lise Nørgaard: Min største sorg
Lise Nørgaard har mistet flere familiemedlemmer, men alligevel er det hunden Viffers død, der har været hendes største sorg.
Det var også, da den 96-årige forfatter mistede sit elskede kæledyr, at hun sidst fældede en tåre.
- Jeg græder ikke så tit, men sidste gang var da min lille franske bulldog, Viffer, døde for et par år siden, og jeg blev klar over, at jeg var for gammel til at anskaffe mig en hund igen, fortæller Lise Nørgaard til ALT for damerne.
Min bedste ven
Hun bliver stadig trist, når hun tænker på sin hund, der døde 12 år gammel i 2010.
- Det var min bedste ven. Selv om det efterlod mig i dyb sorg, at mine forældre, min søn og min mand døde, har det ikke ændret min tilværelse, forklarer Lise Nørgaard til ugebladet og tilføjer:
- Men da min hund døde, ændrede min tilværelse sig på den måde, at jeg pludselig var helt alene i huset, og der var ikke nogen, når jeg kom hjem.