Tillykke til Morten Eisner
Morten Eisner blev født den 13. juni 1954, og han kan dermed fejre sin 60-års fødselsdag i dag, skriver Berlingske.
Han blev uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1978, og i 80’erne og 90’erne spillede han i 16 sæsoner Jonathan i ”Folk og Røvere i Kardemomme By” på Bellevue Teatret.
I 1986 bevægede skuespilleren sig væk fra teaterscenen for at indtage rollen som Kyllings bedste ven Bamse i DR’s ”Bamses Billedbog”.
Fra Bamse til Pjerrot
Morten Eisner spillede den gule bamse i otte år, og han er i dag én ud af fem skuespillere, som gennem årene har været inde i Bamse.
Derudover var han Pjerrot på Pantomimeteateret fra 1995-1999, og så har han stået på teaterscenen mange gange, haft mindre roller i TV-serier og optrådt som klovn i Arenas cirkusmanege.
I næste uge har Morten Eisner premiere på stykket ”1864 – den sande historie” på Frilandsmuseet, hvor han spiller sammen med Sonja Oppenhagen.