Agent: Bodil Jørgensen har det efter omstændighederne godt
Dagen efter traktorulykken under optagelserne til den nye ”Far til fire”-film, hvor Bodil Jørgensen kom til skade, fortæller Sten Hassing Møller, der er skuespillerens agent, til Ekstra Bladet om hendes tilstand:
- Bodil har det godt efter omstændighederne. Nu skal hun bare have lov til at komme sig.
Bodil Jørgensen sad sammen med en anden skuespiller på en traktor, der skulle køre opad et dige, men begyndte at glide ned af diget. Bodil Jørgensen faldt derfor af traktoren og blev uheldigvis også ramt af den.
Bodil har brug for ro
Først blev hun indlagt på hospitalet i Esbjerg og senere overført til Odense Universitetshospital.
Bodil Jørgensens agent kan ikke fortælle, præcis hvilke skader, skuespilleren har pådraget sig.
- Vi skal nok fortælle nærmere. Men lige nu får hun en masse smertestillende og har bare brug for ro, siger Sten Hassing Møller.
Ifølge Ekstra Bladet har skuespillerne på ”Far til fire”-holdet modtaget krisehjælp i går, og i dag er optagelserne til filmen i gang igen.
Bodil Jørgensen er denne sommer også engageret i Tivolis sommerrevy ”Tam Tam”, og i går meldte Torben Plank fra Tivoli ud, at onsdagens forestilling var aflyst, men at torsdagens forestilling gennemføres – dog uden Bodil Jørgensen.
Jesper Winge Leisner, der står bag revyen, fortæller til BT, at Bodil Jørgensen "har brækket flere ribben, og at hun også har fået brud på bækkenet, samt andre skader". Han oplyser også, at kommer en erstatning for Bodil Jørgensen i revyen.
Torsdag eftermiddag fortæller Tivolis presseafdeling til BILLED-BLADET, at man arbejder på højtryk for at finde ud af, hvordan aftenens forestilling skal gennemføres uden Bodil Jørgensen. Senere torsdag vil man på et pressemøde offentliggøre, hvem der skal erstatte hende.