Prins William og hertuginde Catherine sætter Tour de France i gang
Lørdag den 5. juli sættes årets Tour de France i gang, og det bliver prins William, hertuginde Catherine og prins Harry som står for cykelløbets officielle åbning, skriver Hello Magazine.
Det royale trekløver vil være til stede, når de 22 konkurrerende cykelhold sendes af sted fra Harewood House i England, der er vært for Dare2b Yorkshire Festival of Cycling fra den 4.-6. juli.
- Det glæder mig, at de to prinser og hertuginden kommer til Yorkshire for at være til stede ved tourens start. Vi ser meget frem til at byde dem velkommen til Harewood for første gang, og jeg er sikker på, at de tusindevis af mennesker, som vil være her, giver dem en vidunderlig velkomst, siger greven af Harewood, David Lascalles, ifølge bikeradar.com.
Mødes med cykelrytterne
De første tre etaper af Tour de France finder sted i de kongeliges hjemland, og prins William, hertuginde Catherine og prins Harry skal møde flere af de professionelle cykelryttere, inden de træder i pedalerne.
Det legendariske cykelløb er på 3.656 kilometer og 21 etaper, og det løber gennem England, Belgien og Spanien, før det slutter i Frankrigs hovedstad Paris den 27. juli.