Benny Andersen skriver stadig kærlighedsdigte til sin kone
Kærlighed har som bekendt ingen alder - spørg bare den 84-årige forfatter Benny Andersen. Han er dybt forelsket i sin hustru gennem 10 år, Elisabeth Ehmer, fortæller han til Ud&Se.
- Min kone og jeg mødte hinanden i et tog og talte sammen om vores tidligere ægtefællers dødsfald. Vi var sjæleligt tiltrukket af hinanden, og senere udviklede det sig til forelskelse i en sådan grad, at jeg er i gang med at skrive nye kærlighedsdigte. I forgårs skrev jeg to kærlighedsdigte, det er sgu da ikke helt almindeligt i min alder med al den forelskelse, siger han i magasinet.
Den produktive digter har også stor glæde i sit firma af sin hustru, der er uddannet jurist.
- Jeg kan ikke finde ud af at sige nej, det er min kone bedre til. Når nogen ringer og spørger, om jeg kan holde foredrag i august, siger hun bestemt: "Du mener i august 2015, ikke?", fortæller Benny Andersen.