David og Victoria Beckham hyrer kongelig butler
De boede engang i et palæ, der blev kaldt "Beckingham Palace", og for et kendispar af Victoria og David Beckhams kaliber er det da kun passende, hvis man har en butler.
Og den butler boede engang i et slot, der hedder Buckingham Palace.
Den tidligere fodboldstjerne og det tidligere Spice Girls-medlem har netop hyret ny hjælp til huset i det vestlige London, skriver Mail Online.
Arbejdet for dronningen
Netop denne butler var den bedste mand til jobbet. Han har nemlig arbejdet som butler for de kongelige på Buckingham Palace, og det er ikke så lidt at have stående på sit CV.
Han er ikke den eneste, der skal hjælpe Beckham-familien med daglige gøremål. De har i forvejen fem ansatte, deriblandt en kok og en barnepige, der tager sig af parrets tre sønner og en datter.
Butlerens job indbefatter generel rengøring, strygning af tøj og luftning af familiens hunde. Ifølge Mail Online giver Beckham-parret ham en bedre løn, end han fik, da han arbejdede for det britiske kongehus.