24. jul. 2014
Af Casper Nielsen

Susanne Bier får ny film udtaget til festival i Canada

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/bb-38503.jpg
Foto: Hanne Juul (BILLED BLADET)
Susanne Biers ny film ”En chance til” får verdenspremiere på filmfestivalen i Toronto.

Susanne Bier har prøvet det før.

Flere af hendes film er tidligere blevet udtaget til Toronto International Film Festival, heriblandt Oscar-vinderen ”Hævnen” som startede sit nordamerikanske indtog i netop Toronto, ligesom ”Den skaldede frisør” også blev vist på festivalprogrammet for to år siden.

Nu er Biers danske drama "En chance til" også udtaget til Toronto International Film Festival, hvor filmen får verdenspremiere i ”Special Presentation”-sektionen.

Sisse Graum Jørgensen, filmens producer, er lykkelig for udtagelsen:

-Det er fantastisk, at "En chance til" får verdenspremiere på en af verdens største filmfestivaler. Det er en modig og ambitiøs film, Susanne og Anders Thomas Jensen har skabt, og jeg kunne ikke have drømt om en bedre start for filmen end en verdenspremiere på Nordamerikas førende filmfestival. Det er en perfekt affyringsrampe for filmens videre liv både i Nordamerika og resten af verden, udtaler hun i en pressemeddelelse.

Den 39. årgang af Toronto International Film Festival afholdes fra 4.-14. september.

Der er endnu ikke fastsat en visningsdag, men det ligger fast, at Susanne Bier og filmens hovedrolleindehaver Nikolaj Coster-Waldau deltager i verdenspremieren.

Herhjemme får filmen biografpremiere 15. januar 2015.

På rollelisten er udover Nikolaj Coster-Waldau også Ulrich Thomsen, Marie Bonnevie, Nikolaj Lie Kaas og Lykke May Andersen.

Læs mere om: