Christine Antorini er vild med Grønland
Kronprinsparret og deres fire børn har kun smukke ord at sige om Grønland, og det er den socialdemokratiske undervisningsminister Christine Antorini helt enig i.
I Politikens rejsetillæg i weekenden blev hun bedt om at svare på spørgsmål om sine bedste rejseminder, og her fremhæver hun en fantastisk tur til lige præcis Grønland.
Hun var på besøg i det smukke land mod nord i 2009, hvor hun var med en gruppe folketingsmedlemmer på en orienteringsrejse.
- Vi fløj til Thulebasen og blev indkvarteret på inspektionsfartøjet ”Hvidbjørnen”. I ni dage sejlede vi om natten og lagde til om dagen. Til at begynde med var der tale om små bygder, som blev afløst af større byer, inden vi nåede Nuuk. Det er så smukt på Grønland, at man næsten får ondt i hjertet, og den smukkeste by, jeg nogen siden har besøgt hedder Uummannaq, fortæller Christine Antorini til Politiken.