Sidse Babett Knudsen skal spille sexbombe i ny film
En hel nation fulgte ivrigt Sidse Babett Knudsens trængsler i rollen som Danmarks første kvindelige statsminister Birgitte Nyborg i TV-succesen ”Borgen”.
Nu hopper hun ud af de chikke spadseredragter i den nye danske film ”Kapgang”, der har premiere på torsdag. Sidse har nemlig rollen som den sexlystne københavner Lizzi, der er flyttet til Sdr. Omme.
- Det er en herlig rolle at spille. Lizzi er jo det fremmede element i byen. Hun repræsenterer et anderledes moralkodeks i forhold til det lille jyske samfund. Seksuelt er hun i hvert fald et andet sted end de fleste andre kvinder i byen. Lizzi er meget generøs med sig selv og sin krop, siger Sidse Babett Knudsen til Ekstra Bladet.
At gå rundt med platinblond hår og spraglede kjoler ligger meget langt fra statsministerrollen, som stadig følger Sidse, og som hun mindes med glæde.
- Det var utrolig skønt og lærerigt at spille Danmarks første kvindelige statsminister. Det er også første gang i min karriere, jeg har spillet en autoritet. Jeg spillede Birgitte Nyborg tre år i træk, og jeg kunne mærke, at det var befriende, at jeg fik tid til at gå nogle spadestik dybere ned i karakteren, siger hun til avisen.